Det franske endagsløb Route Adélie de Vitré var ikke for de svage sjæle. Det knap 200 kilometer lange løb bød ikke blot på hårdt cykelløb løb men også regn i store mængder fra start til slut.

Det afholdt dog ikke Riwal Cycling Team for at vise sig frem. Og løbets næstyngste rytter Morten Nørtof kom sammen med en rytter fra Rally Cycling og Team Direct Energie afsted i løbets store udbrud. 

De tre fik et forspring på op imod fem minutter i den silende franske regn, og hen mod finalen så det faktisk godt ud for Morten Nørtoft og hans udbrudskolleger. De fik nemlig følgeskab af seks andre ryttere, der kom op, og sammen holdt de feltet stangen på lige omkring 1 minut. 

De mange kilometer i udbrud havde dog tæret på kræfterne, men Morten Nørtoft kæmpede med foran så længe han kunne. Med omtrent ti kilometer igen måtte han dog slippe og glide tilbage mod feltet. Det var dog også en stakket frist for de resterende i front. Med 2 kiloemter igen blev de hentet, og det blev en spurt i et meget træt felt. 

Og igen var Riwal Cycling Team med helt fremme. Elmar Reinders kørte sig nemlig til en 4. plads, mens Tobias Kongstad også holdt sig til og blev nummer 10. Vinderen blev den tidligere Riwal Cycling Team-rytter Arvid de Klein fra Rally Cycling.

Michael Skelde var også meget tilfreds med sine ryttere, selvom det måske kunne være blevet til endnu mere.

"Elmar mente han havde vundet, hvis de ikke havde styrtet i sidste sving. Så det var han lidt træt af, men en 4. og en 10. plads havde vi gerne solgt den for inden. Vi satte et flot præg på løbet med Morten i udbrud fra kilometer 26 af. Han bliser så sat af til sidst, men jeg synes vi var godt med hele dagen, og så endda på trods af, vi kun var fem mand," siger han. Det var dog lige så meget rytternes indstilling, han var glad for.

"Vi har nogle stykker, der bliver ret gode i regnvejr, de ikke får ondt af sign selv, og bare vil ind i camperen i tørvejr. De kæmpede, og vi var gode i dag i et hårdt løb, og det er jeg stolt af," siger han. 

Lørdag skal Riwal Cycling Team både køre i Classic Loire Atlantique og i Lillehammer GP.