Det er både danske og internationale topryttere til start i weekenden, når Riwal Cycling Team er en del af to meget stærke felter i Dwars door Het Hageland lørdag og Elfstedenronde søndag. Danmarks cykelhold, Riwal Cycling Team, kommer med gode løbskilometer i benene efter de danske UCI-løb i weekenden, og særligt GP Herning har tjent som god forberedelse til 1. PRO-løbet Dwars door Het Hageland.

“Lørdag kører vi et 1. PRO-løb med grusveje og småbakker. Det er faktisk et super fedt cykelløb. Nu havde vi en generalprøve i Herning, og nu så krydret med nogle småbakker, det er en fin kombination for os, så vi kan se, hvor vi er i forhold til de store hold,” siger sportslig ansvarlig Michael Skelde, der mener, at Elmar Reinders og Lucas Eriksson har muligheder.

“Jeg tror på, at vi både med Lucas og Elmar kan have en rytter eller to med i finalen, og så ser vi hvor langt det rækker,” siger han.

Søndag er terrænet dog noget lettere, og der er derfor lagt op til en spurt, men det betyder ikke, at det bliver et nemt løb.

“Løbet søndag er fladbane, og det plejer at blive afgjort i et større eller mindre felt alt efter vind og vejr. Da vi ikke har nogle sprintere, så skal vi ud og opsøge mulighederne, så vi vil gerne gøre os bemærket, men det er langt fra to lette cykelløb,” siger Michael Skelde.

Både 1.PRO-løbet Dwars door het Hageland lørdag og 1.1-løbet Elfstedenronde søndag bliver sendt direkte på EuroSport og GCN Race Pass

Riwal Cycling Team til både Dwars door het Hageland lørdag og Elfstedenronde: 

Elmar Reinders, Nick van der Lijke Zijlaard, Adrie Lindeman, Lucas Eriksson, Jesper Hansen og Tobias Kongstad