Der var igen masser af underholdende cykelløb i Tour de Wallonie fredag. Allerede fra start kom angrebene fra højre og venstre, og Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, sørgede for at være med i mange af dem. 

Både Jesper Schultz og Jesper Hansen var ude og få vind på næsen, men det var Lucas Eriksson, der lykkedes med at få det største hul sammen med tre andre ryttere. Feltet var dog ikke opsatte på, at de kom afsted, så de blev hentet igen før, at to ryttere fik et hul, der ramte seks minutter. 

Men med flere hårde bakker og sidevind skrumpede forspringet betragteligt med 80 kilometer igen, hvor Rasmus Quaade lagde pres på forrest i feltet. Han var med til at skabe et hul for en stor gruppe, hvor Lucas Eriksson også sad, og han fortsatte med at drive gruppen fremad, mens at Trek Segafredo og flere World Teams jagtede nede i feltet.

Efter en længere jagt lykkedes det feltet at lukke hullet, og selvom endnu et udbrud kom afsted, så blev vinderen fundet, da en gruppe af de stærkeste ryttere i løbet ramte fronten på de sidste 10 kilometer af etapen.

I en spurt tog Dylan Groenewegen fra Jumbo Visma sin 2. etapesejr, mens at Nick van der Lijke spurtede med om sejren og sluttede lige udenfor top 10. I frontgruppen sad også Jesper Hansen og Lucas Eriksson.

Sportslig ansvarlig Michael Skelde var også tilfredse med sine rytteres præstation, selvom han havde håbet af få nogle bonussekunder undervejs.

"Vi kører flot cykelløb. Det var et cowboy-løb i starten, hvor alle prøvede at komme væk. Vi spillede lidt med flere kort for at lykkedes. Vi ramte en god gruppe med Lucas og gik efter nogle bonussekunder, men de får ikke lige lov til at køre, de får 40 sekunder og så bliver der lukket," siger han.

"Quaade kommer senere afsted i en lille gruppe og lucas kommer med efterfølgende, og Quaade kører så 'all out' for at se, om vi kan skabe en situration, hvor vi åbner nogle muligheder op, men der var for mange hold i feltet, der var bange for gruppen," forklarer Michael Skelde.

Og med både Lucas Eriksson og Nick van der Lijke i frontgruppen på endnu en etape, så er Michael Skelde også tilfreds med måden, at Riwal Cycling Team kører Tour de Wallonie på. 

"Det kan godt være, at vi ikke vinder, men vi viser, at vi hører til. Vi har tre af de bedste i feltet på trods af, at vi kører mod 13 World Teams og 8 ProTeams. Det er et enormt stærkt løb, og vi får sat en streg under, at vi kan være med, når ruterne er hårde nok og, at vi så kører på niveau med et ProTeam," siger han.

Tour de Wallonie slutter lørdag med 5. etape, hvor rytterne skal ud på 192 kilometer.