Rasmus Quaade’s resultatliste er lang. Meget lang.

OL-bronze, VM og EM-medaljer, Dannebrogstrøjer og to podieplaceringer i Danmark Rundt er blot toppen af isbjerget. Men når Rasmus Quaade søndag klikker ud af pedalerne som professionel cykelrytter for sidste gang efter Gyldne Gutuer, så vil det også være meget andet, at man kommer til at huske Rasmus Quaade for.

Gennem et årti har den nu 31-årige Riwal Cycling Team-rytter været en profil i dansk cykelsport. På resultatlisten, men endnu mere som person. I den brede befolkning letgenkendelig med det milde smil bag skiftende skægstile, og så ikke mindst for måden, han formåede at gå ind i sig selv og få hver eneste muskelfibre til at yde sit ypperste – og mere til endda.

Efter søndag behøver han ikke gøre det mere for resultaternes skyld. Racercyklen bliver nok ikke hængt op på væggen, men for sidste gang sætter han løbsnumre på ryggen.