Når rytterne triller ned ad startrampen torsdag eftermiddag i Give, så venter der dem den længste kamp om Dannebrogstrøjen i enkeltstart siden 1997, hvor Michael Sandstød vandt. Med sine 47,8 kilometer er ruten til DM i enkeltstart nemlig den længste i 24 år, og det passer Riwal Cycling Team’s Rasmus Quaade rigtigt godt.

“Jo længere jo bedre er det det for mig. Særligt jo ældre jeg er blevet, jo bedre er en lang enkeltstart for mig. Sådan resultatmæssigt, så er det svært at sige. På den ene side har jeg vundet to gange, og blevet nummer 2 to gange, men på den anden, så har jeg lagt mit fokus mere på etapeløb i de senere år, så det er også vilkårene nu. Hvis jeg præsterer mit bedste, så håber jeg på en fin placering, for i Danmark er der bare mange, der kører rigtigt stærkt på enkeltstarten lige nu,” siger Rasmus Quaade.

På grund af aflyste og udskudte løb har Riwal Cycling Team-rytteren endnu ikke kørt løb på sin enkeltstartcykel i 2021, hvilket er meget unormalt, men med mange års træning og erfaring fra kampen mod uret, så håber han, at det ikke kommer til at betyde det store.

“Det er lidt specielt, men det er ikke sådan, at jeg har glemt, hvordan man kører enkeltstart. Nu har jeg trænet på den i lang tid og trænet op mod DM, så jeg har vendt mig til at køre på den. Jeg er så heldig, at jeg føler, jeg sidder behageligt og dejligt på enkeltstartscyklen, hvilket der ikke er mange, der gør,” siger han.

De 47,8 kilometer omkring Give bliver dog ikke behagelige. Det er hvertfald ikke planen, hvis Rasmus Quaade skal kigge opad på resultatlisten. Det skal gøre ondt fra start, og så gælder det om at finde fokus i smerten.

“Noget af det vigtige – og det er noget, jeg længe har været god til – er at lægge hårdt ud. Selvfølgelig skal man sidde aerodynamisk og træde mange watt, men det overordnede er, at du bliver ved med at presse på. Det gør ondt, men du skal blive ved med at holde fokus på at køre stærkt. Man kan som regel presse sig længere, end man tror, og det kan bringe mig længere, end hvad mit niveau reelt er. At bevare det fokus over hele distance bliver det vigtigste,” siger Rasmus Quaade.

Riwal Cycling Team stiller op med tre ryttere til DM i enkeltstart: 
 
Rasmus Quaade – starttid 14:08 
Morten Nørtoft - starttid 14:17 
Jesper Hansen – starttid 14:36