Som en af feltets yngste ryttere sparkede Morten Nørtoft døren ind på den danske cykelscene i 2021, hvor han blandt andet kørte sig i ungdomstrøjen i PostNord Danmark Rundt. I 2022 kører den nu 19-årige rytter atter på Riwal Cycling Team, og han er motiveret til at løfte sit niveau endnu mere.

Jeg synes ikke, at der er bedre muligheder andre steder, og så trives jeg bare rigtigt godt. Så selvfølgelig vil jeg helst forsætte her. Næste år kommer jeg ud og kører endnu flere cykelløb, og jeg vil give den mere gas, så forhåbentligt kommer der en UCI-sejr,” siger Morten Nørtoft.

Han har håndteret overgangen fra junior til senior godt, selvom han godt kan mærke, at han er trådt et niveau op.

“Det har været en omvæltning. Løbene bliver kørt anderledes og setuppet er anderledes, men jeg kan mærke, at jeg kører på et professionelt hold, hvor der er styr på tingene, og det er bare fedt. Jeg har haft en del styrt og nogle nedture, men jeg har egentlig haft en rigtigt god sæson, og jeg kan mærke, at jeg har lært rigtigt meget,” siger Morten Nørtoft, der vil fortsætte den udvikling i 2022.

“Jeg kan mærke at mit niveau er steget, og at jeg er blevet bedre på alle parametre. For 2022 har jeg ikke et specifikt mål, jeg vil bare gerne fortsætte med at rykke mit niveau. Jeg giver den et ordentligt skud næste år, og så vil jeg ud og køre med om sejrene - også i UCI-løbene,” siger han.

Ledende sportsdirektør på Riwal Cycling Team i 2022, Sebastian Andersen, har også lagt mærke til Morten Nørtoft siden juniortiden, og han kender hans kvaliteter.

“I sin juniortid var Morten bare bundstærk, og han kunne køre solen sort i forhold til de andre. I år er jeg bare blevet bekræftet i, hvor stort et talent han er. Den måde han kørte på i Circuit des Ardennes var imponerende. På trods af skrammer efter et styrt udfyldte han sin rolle perfekt, og det kan være svært for en ung rytter, da det kræver et højt fysisk niveau,” siger Sebastian Andersen, der særligt bider mærke i, at Morten Nørtoft allerede har åbnet sejrskontoen som senior. 

“Han har allerede vundet sin første A-sejr, så selvom han har været 1. årssenior, så er hans niveau på mål med de bedste i Danmark. Han skal stille og roligt forsætte den fysiske udvikling, der kommer med alderen, og så ser vi, hvordan han udvikler sig i løbet af året,” siger Sebastian Andersen. 

Riwal Cycling Team har også offentliggjort Lucas Eriksson og Elmar Reinders til 2022-holdet.