Riwal Cycling Team viste sit niveau, da holdet tog endnu en stor sejr, da Lucas Eriksson forsvarede sin førertrøje på sidste etape af Circuit des Ardennes. 

De fleste stigninger på sidste etape af det franske etapeløb lå først på ruten, og det udnyttede et udbrud til at komme afsted. Deri sad en rytter, der blot var 1 minut efter Lucas Eriksson i klassementet, men i feltet kontrollerede Riwal Cycling Team tempoet. 

Så selvom de fik et hul på over 3 minutter, så blev de langsomt men sikkert trukket tilbage, så da løbet kom ind på de sidste 30 kilometer var alt samlet igen, og der resterede kun nogle lettere afsluttende omgange.

Enkelte ryttere prøvede at stikke fra feltet, men det hele blev holdt samlet, så det endte i en spurt. 

Og da Lucas Eriksson kørte ind i samme tid som dagens vinder Patrick Stosz, så tog Riwal Cycling Team's svenske rytter også den samlede sejr i Circuit des Ardennes.

Og sportsdirektør Sebastian Andersen fortæller, at moralen var høj allerede fra start.

"Selvtilliden var stor blandt rytterne fra start. Der var lidt stress på i starten, men de sagde, de havde styr på det. Vi ville gerne have et tidligt udbrud afsted, men det tog bare lang tid, da flere hold havde interessser. En lidt farlig franskmand kom så afsted, men vi lod ham bare koge lidt derude, og så ender det med, at de kommer samlet ind på omgange, og så fører Elmar og Lucas til mål," siger han.

I 2021 har Riwal Cycling Team nu vundet to etapeløb, og Circuit des Ardennes vandt holdet endda også tilbage i 2019.

"Det er kæmpestort for holdet og for Lucas, og særligt på den måde de har kørt det på. Der har været hård konkurrence, men rytterne har bare vist, at de var de stærkeste og været fulde af selvtillid. For holdet er det også bare stort at komme til løbet og vinde det igen, som vi gjorde med Kamp i 2019, da vi var ProKonti. Det er virkeligt stort," siger Sebastian Andersen.