Det var en regnvåd dag for Riwal Cycling Team og resten af feltet i GP Wallonie. Fra start var der kamp om at komme afsted i dagens udbrud og først efter en lille time havde 4 ryttere et hul. Feltet, hvor Riwal Cycling Team sad, lod dem få et hul på over fem minutter, men langsomt blev forspringet hevet ind igen.

Med 80 kilometer til mål kom der flere angreb fra World Team's, og både Nick van der Lijke og Lucas Eriksson var også ude og strække benene. Desværre blev Nick van der Lijke ramt af en uheldig punktering med 20 km igen, hvilket satte ham ud af spillet til finalen. Og selvom der var mange ryk fra alle sider, så fik intet lov til at komme væk, så løbet ramte den afgørende stigning op til citadellet i en stor frontgruppe.

Her blev frontgruppen sprængt, men det lykkedes for Lucas Eriksson at sidde med de forreste hjem, da han kom i mål på en 20. plads i samme tid som vinderen Christophe Larporte fra World Team'et Cofidis. 

Og sportslig ansvarlig Michael Skelde var også godt tilfreds med sit holds præstation, da de nok engang viste, at nvieauet er højt.

"Vi gjorde det godt. Det var et hårdt løb med et godt feltet. Det var nogle gode hold med gode ryttere og alligevel kan vi være med helt til sidst. Vi mangler stadig det ekstraordinære resultat, hvor folk siger: wow, hvor kom den fra, men vi viser igen, at vi har et højt bundniveau, og det er også en stor kvalitet. Hele holdet holdt niveau i dag, og alle sad med langt ind i cykelløbet, det var virkelig godt," siger Michael Skelde, der dog ærgrede sig over Nick van der Lijke's punktering.

"Det var udtur, at Nick punkterede, han kom næsten tilbage, men den tog ham reelt ud af løbet's finalen, og jeg tror på, at han kunne have kørt i top 10 i spurten. Men på den positive side får vi igen bare vist, at vi godt kan være med på det her niveau. Vi er godt tilfredse," siger Michael Skelde.

Næste løb for Riwal Cycling Team er allerede lørdag i det hollandske endagsløb PWC Zuidenveld Tour.