Blot en etape af Circuit des Ardennes mangler nu, efter at Riwal Cycling Team og Lucas Eriksson flot forsvarede førertrøjen på lørdagens kongeetape - og endda udbyggede føringen gennem bonussekunder.

Det lykkedes for Riwal Cycling Team at lade et ufarligt udbrud komme afsted hurtigt på 3. etape, hvor flere hårde stigninger skulle passeres. Der afholdt dog ikke angrebene for at komme fra feltet, og derved blev udbruddet også hevet hurtigt ind igen. 

Løbet var derfor samlet igen med 50 kilometer til mål, og angrebene fortsatte med at komme fra feltet. Riwal Cycling Team holdt dog de farligste ryttere stangen, og Lucas Eriksson viste også sin styrke ved selv at lukke de farligste angreb ned.

Derved var det en stor frontgruppe, der nærmede sig mål, men Daniel Turek lykkedes med et hårdt ryk og snød gruppen, da han vandt med fem sekunder til gruppen, hvor Lucas Eriksson også sad. 

Riwal Cycling Team's svenske rytter beholder førertrøjen i Circuit des Ardennes forud for sidste etape, og i klassementet udbyggede han også sin føring, da han vandt en bonusspurt med bonussekunder undervejs.

Sportsdirektør Sebastian Andersen var også meget glad for Riwal Cycling Team's kørsel i dag, hvor hele holdet udfyldte sin rolle.

"Vi fik sendt et udbrud afsed, der ikke truede os, så vi fik kørt bjergene i et godt tempo. Morten lavede et enormt flot arbejde, selvom han havde slået hånden i går, og så brugte de andre sig ellers bare op en ad gangen. Udbruddet blev hentet tidligt, men så lykkedes det os at hente nogle bonussekunder, og så galt det om at holde det samlet til sidst. Vi kørte den bare sikkert hjem derfra," siger Sebastian Andersen, der ser meget frem mod sidste etape.

"I morgen indtil sidste stigning skal vi have et udbrud afsted, så vi får kontrol over løbet. Jeg er ikke så nervøs for etapen, for vi er stærke som hold, og hvis de fortsætter med at køre, som i dag, så ser det rigtigt godt ud. Lucas er også ved godt humør, og hvis vi kan få leveret ham til den sidste stigning, så har vi et rigtigt godt udgangspunkt. Jeg har en god mavefornemmelse," siger han.