Christoffer Lisson kommer til at sidde ude til sidst på sommeren, da Riwal Cycling Team-rytteren har fået konstateret IAE, Iliac Artery Endofibrosis, i begge ben, hvilket kræver to operationer, før han kan vende tilbage til fuld styrke.

Den 25-årige rytter kæmpede med det igennem 2020, hvor han ikke følte, at han kunne levere på det niveau, som han forventede. Først nu er det blevet muligt at finde årsagen og en løsning på det.

“Det føltes som træthed, som om jeg hele tiden havde kørt over evne. Det var som om, at jeg var i dårlig form, selvom jeg vidste, at jeg havde trænet rigtigt. Derfor er det med en følelse af forløsning nu, da det har være frustrerende ikke at vide, hvad der var galt,” siger Christoffer Lisson.

“Den uvished har jeg ikke kunne forene mig med, og det var været svært at holde gang i træningen, da jeg følte, jeg fik fjernet muligheden for at udvikle mig, og at det gik den forkerte vej, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Så at få en forklaring på, hvad der var galt har hjulpet mig meget,” siger han.

Han får den første operation i næste uge, hvorefter der venter en pause på to til tre måneder, før han kan blive opereret i det andet ben. Derefter venter nogle ugers pause før, han igen kan træne på cyklen. Men selvom der er lang vej tilbage lige nu, så er det en fortrøstningsfuld og optimistisk Christoffer Lisson, der ser fremad.

“Der venter en lang genoptræning, men det er noget, jeg kan forholde mig til, når jeg nu ved, hvad der har været galt," siger Christoffer Lisson.