Den tidligere World Tour-rytter Jesper Hansen skifter til Riwal Cycling Team med forhåbninger om, at han kan være med til at bringe holdet op på professionelt niveau igen. 

Riwal Cycling Team får i 2021 forstærkning fra World Tour’en. 30-årige Jesper Hansen skifter til holdet, og han er udset til at få en nøglerolle i sæsonen, hvor han især vil fokusere på de kuperede løb.

Jesper Hansen kommer til Riwal Cycling Team efter to år på det franske World Tour-hold Cofidis, hvor han senest kørte Giro d’Italia i oktober. Danskeren håber, at han med skiftet til Riwal Cycling Team kan skabe nogle resultater og hjælpe holdet op på et højere niveau.

Jeg kunne godt tænke mig at vinde noget igen. Min sidste sejr var Tour of Norway, så jeg vil starte med bare at vinde noget. Holdets ambition er at rykke op igen, og hvis jeg kunne bidrage til det og vise, at holdet har et godt niveau, så er det en god målsætning at have, siger Jesper Hansen, der ser frem til udfordringen ved at være underdog.