Der er sne på Jesper Hansens træningsveje lige nu. Det er de samme veje, han har kørt på i mange år, men i år er det lidt anderledes. Han er ikke længere World Tour-rytter med udsigt til at køre de største løb i verden. Han er ny rytter på Riwal Cycling Team, som kører på kontinentalniveau. Tøjet er anderledes, udstyret er anderledes. 

Men resten er som det plejer for Jesper. Lysten og motivationen for at præstere er der stadig. For ham er det ikke udsigten til at køre de største løb, der driver ham. Det er jagten på den gode følelse. Den følelse han får, når han er ovenpå pedalerne efter at have sat sig op i flere måneder.