Elmar Reinders leverede en sejr efter en stor holdpræstation fra Riwal Cycling Team i Rent Liv Løbet Skive, da den stærke hollænder kørte først over stregen.

Rent Liv Løbet Skive fik en relativ rolig start, da der kom et udbrud afsted, som feltet ikke reagerede på. De opbyggede et forspring på et par minutter, men længere snor fik de aldrig, før at feltet reagerede. Så da løbet igen nærmede sig Skive og finalen var der samling på løbet, og derfra kom angrebene i en lind strøm.

Hele Riwal Cycling Team var ivrige i fronten, og når rytterne ikke var i angreb, så ledte de an i feltet med et hårdt tempo for at holde farten i løbet. Hele Riwal Cycling Team var på skift i offensiven, men det afgørende angreb kom med omkring 15 kilometer til mål, hvor en gruppe med både Elmar Reinders, Morten Nørtoft og Tobias Kongstad sad - og da Nick van der Lijke også fik kontakt med 5 kilometer igen, så sad Riwal Cycling Team med 4 ud af 17 mand i finalen.

Og Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, udnyttede at være i overtal, da de inde på de sidste tre kilometer tog fronten af løbet. Tobias Kongstad tog en lang føring, før Morten Nørtoft lancerede Nick van der Lijke og Elmar Reinders ind i de afgørende sving. 

Elmar Reinders trådte overbevisende hjem og han kunne derved tage sin første sejr i år.

 "Det var en ret nervøs start, da alle var nervøse for sidevind, men den kom aldrig, så løbet startede først rigtigt, da vi nærmede os byen. Det var en ret hård omgang, men det lykkedes os at komme flere ryttere i frontgruppen," siger Elmar Reinders efter løbet. 

Hans holdkammerater troede på hans styrke, og den tillid viste han sig fortjent til.

"De sagde, at jeg bare skulle sidde over, da jeg var den stærkeste i en spurt. Så vi kørte spurten for mig. De satte mig virkelig i en god position, så jeg behøvede næsten bare at rejse mig op i pedalerne til sidst. Det er altid fedt at vinde," siger Elmar Reinders. 

Nick van der Lijke's leadout var så godt, at det også gav ham en 4. plads.