Det danske cykeltøjsmærke Campione bliver en del af Danmarks bedste cykelhold i de kommende år. For når rytterne fra Riwal Cycling Team angriber på de danske og europæiske landeveje i 2022 og fremover, så kører de i cykeltøj af højeste kvalitet fra Campione.

Og partnerskabet kommer til at spænde bredere end cykeltøj. Riwal Cycling Team bliver en integreret del af Campiones mange årlige events, og ambitionen er, at man sammen kan sprede den fælles passion og glæde ved cykling til hele Danmark, hvad enten man er professionel cykelrytter eller pendler.

“Først og fremmest glæder vi os til at træde ind på den store scene som partner på Danmarks bedste cykelhold og arbejde tæt sammen med både ryttere og staff omkring blandt andet at perfektionere det, som vi er bedst til: topkvalitets cykeltøj. Derudover er vi kommet ombord på et rigtig interessant tidspunkt for Riwal Cycling Team, og vi glæder os til at være med på rejsen og føler, at vi har meget at byde ind med,” siger direktør i Campione, Filip Grønholt.

Riwal Cycling Team skal samtidigt være med til at udvikle Campiones cykeltøj, så både den professionelle cykelrytter eller cykelmotionisten kan iklæde sig cykeltøj og accessories fra Campiones eget mærke Il Biondo, der både kan håndtere den kolde og våde danske vinter og de flotte sommerdage.

”Campione vil samtidig ikke bare være en traditionel cykeltøjsleverandør. Vi har store ambitioner og vil være en aktiv partner fremadrettet. Vi ser uendelige muligheder for positive synergier, hvor vi kan bruge vores kompetencer og netværk til at løfte organisationen omkring holdet og cementere Riwal Cycling Teams position som Danmarks cykelhold,” uddyber Filip Grønholt.

Direktør på Riwal Cycling Team, Mogens Tveskov, glæder sig også over at styrke den danske kerne af holdet, og muligheden for at udvikle et tæt samarbejde med Campione i de kommende år.

”Med Campione får vi endnu en spændende og engageret dansk partner. De leverer cykeltøj i topklasse til vores ryttere, men samtidigt kan vi arbejde tæt sammen med dem i vores netværk og på den danske cykelscene. Vi deler en passion for cykelsporten, og sammen tror jeg på, at vi både kan skabe events og et fællesskab omkring cykling, der både giver værdi for vores andre og Campiones partnere og for alle danskere, der cykler. Vi glæder os meget til de kommende år sammen med Campione,” siger Mogens Tveskov.

Campione:
Campione er en dansk virksomhed, der siden 2013 har leveret teamtøj til klubber, virksomheder og andre cykelfællesskaber over hele Danmark. Cykeltøjet fra Campione bliver produceret af Verge Sport, som Campione er den officielle danske leverandør for. Verge Sport har en lang og stolt tradition indenfor cykling, og med et af de mest avancerede logistik- og produktionssystemer i branchen opnås der både hurtig og præcis levering.

I 2020 kunne Campione introducere mærket Il Biondo sammen med Danmarks mest vindende cykelrytter, Rolf Sørensen. Det er blandt andet den store tilbehørsserie af handsker, skoovertræk, hovedbeklædning med mere fra Il Biondo, som rytterne på Riwal Cycling Team skal være med til at udvikle på.