“Holdet har potentialet til at være et professionelt mandskab, men det kræver, at vi arbejder målrettet med, hvad vi gør bedst. Ændringen gør, at vi hver især kan koncentrere os om det, vi kan bidrage mest med for at rykke op i 2022 igen,” siger Steffen Kromann.
Riwal Cycling Team’s visioner forbliver den samme med Mogens Tveskov som direktør. Fundamentet skal lægges, så holdet igen kan være professionelt i 2022.
“Ambitionen er, at Riwal Cycling Team skal være et professionelt hold igen. Det synes jeg, at de danske cykelfans fortjener, og jeg mener, at vi kan løfte den opgave. Potentialet er til stede, så nu gælder det for os om at skabe et helstøbt projekt, der kan danne grundlag for et professionelt hold i mange år,” siger Mogens Tveskov.
“Efter de to seneste sæsoner kan jeg mærke, at vi hører hjemme som et professionelt hold. Nu har vi kørt World Tour-løb som De Panne og store løb som Paris-Tours, Scheldeprijs og Brabantse Pijl, og det er den scene, vi vil være på. Det vil jeg arbejde for, at vi kommer til,” siger Mogens Tveskov.
Ejerkredsen i Riwal Cycling Team består af Steffen Kromann, Claus Kromann, Carsten Steffensen og Mogens Tveskov.
Om Mogens Tveskov:
Mogens Tveskov er uddannet økonom samt medejer og koncerndirektør i TOGT, der udvikler ejendomme til salg og udlejning i Odense, Svendborg og København. Han har været medejer af selskabet Pro Cycling DK Aps bag Riwal Cycling Team siden 2014.