19-årige Morten Nørtoft kommer ind i folden hos World Tour-teamet Jumbo-Visma, når han i 2023 skal køre for teamets udviklingshold.
Morten Nørtoft er med sine bare 19 år stadigvæk grøn som seniorrytter, men han har leveret et stort stykke arbejde og hjulpet teamet til sejre de seneste to sæsoner. Den unge rytter har vist lovende takter, som Jumbo-Visma har fået øjenene op for i denne sæson. Morten Nørtoft ser frem til at blive en del af deres udviklingshold i 2023.
“Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ind på et stort hold og komme i World Tour-skolen hos Jumbo-Visma,” fortæller Morten Nørtoft.
Morten Nørtoft er yngste skud på stammen hos Riwal Cycling Team i år, hvor han kører sin anden sæson som seniorrytter. For Morten Nørtoft har muligheden for at lære fra teamets andre ryttere været en stor fordel:
“Det har været rigtig fedt at få muligheden for at lære fra ældre og mere erfarne ryttere. Sidste år gav især Rasmus Quaade og Nick van der Lijke en masse erfaring videre, og i år har jeg især lært en meget fra Elmar. Det har givet mig en masse robusthed,” siger Morten Nørtoft.
Sportsdirektør Sebastian Andersen er glad for, at Riwal Cycling Team kan bidrage til at bringe cykelryttere videre.
“Vi er superglade for at hjælpe Morten videre med hans drømme. Morten er en talentfuld cykelrytter, og vi glæder os til at se talentet blomstre i en World Tour-organisation som Jumbo-Visma. Vi er glade for at have været med på starten af Mortens rejse, og vi ønsker ham held og lykke fremover,” siger sportsdirektøren.