Rødt, hvidt og gult. Den danske Tour de France-start markerer et nyt højdepunkt i dansk cykelsport, og når du læser 2022 Magasinet for Riwal Cycling Team, så står du enten midt i folkefesten, eller kan du kigge tilbage på nogle dage, som er gået over i dansk cykel- og sportshistorie.

For kan det blive større for dansk cykelsport end at verdens største årlige sportsbegivenhed, Tour de France, besøger Danmark? Ja, det kan det faktisk! Og vi på Riwal Cycling Team skal være en del af det.

For interessen for cykelsport har ikke toppet – langt fra. Den er først for alvor begyndt at accelerere nu, og med PostNord Danmark Rundt om hjørnet, et nyt delvist dansk World Tour-løb for kvinder og den ene ambitiøse og talentfulde danske ryttere, som træder frem efter den anden, så ser fremtiden spændende ud.

Men der mangler én brik.

Den brik er et professionelt dansk cykelhold. Et hold med en dansk baggrund og en dansk stamme af ryttere som angriber, viser sig frem og vinder cykelløb i Danmark og i Europa.

Et velsmurt Riwal Cycling Team har i 2022 leveret den stærkeste sæsonåbning nogensinde for et dansk kontinentalhold, og vi har i skrivende stund endda hentet flere internationale sejre, end vi havde på samme tidspunkt i vores sæsoner som PRO-Team.

Med andre ord. Riwal Cycling Team har allerede styrken på landevejen til at præstere på et højere niveau samt organisation og erfaringen til at operere som et professionelt cykelhold.

I cykelsport er titlen som et PRO-Team dog ikke noget, man tjener på landevejen, man kan ikke rykke op som i fodbold og håndbold, lige meget hvor mange sejre man tager. Den oprykning kommer gennem gode partnere, visioner og ambitioner for fremtiden – og dem har vi stadig!

Vi er Hele Danmarks Cykelhold.

Vi vil skabe et dansk cykelhold, som danskerne kan holde med i de største løb i fremtiden, og vores fokus ligger på at skabe et langvarigt projekt – derfor er det også vigtigt at bygge holdets fundament rigtigt. Vi skal ikke være et stjerneskud, der passerer på et splitsekund. Vi skal være en stjerne på cykelhimlen, som danske cykelryttere stiler efter, og som fans og partnere følger tæt i stjernevrimlen.

Så vi gør, som vores ryttere. Vi tager ansvar, vi tager initiativ til at skabe de muligheder, som skal til for at Danmark og danskerne igen kan få et dansk cykelhold at heppe på.

Det er ikke let, men mulighederne er der – og vores passion for cykling brænder evigt stærkt.

Vi glæder os til at vise jer, hvad vi kan i fronten af feltet, og ikke mindst glæder vi os til at se jer i vejkanten til cykelløb.

Velkommen til 2022 Magasinet for Riwal Cycling Team.