Passion Udvikling Fællesskab

Mathias Norsgaard genvinder U23'ernes Chrono des Nations og runder Riwal - CeramicSpeed Cycling Teams sæson af med en sejr

Det traditionsrige Chrono des Nations blev i dag afviklet for alle klasser, og for U23’erne stod Mathias Norsgaard i dag klar til at forsvare sin sejr fra sidste år. Dette formåede tempofænomenet, da han bankede igennem de 33,6 kilometer i tiden 39’55’’, svarende til 50,5 km/t i gennemsnit, og sikrede en sejr i årets sidste løb på kalender for den unge dansker og Riwal - CeramicSpeed Cycling Team.

”Jeg kørte faktisk lidt bedre end til VM, så det var jo en helt perfekt dag”, fortæller Mathias Norsgaard om dagens enkeltstart.

U23 herrerne startede med to minutters mellemrum, og da Norsgaard på de sidste håndfuld kilometer kunne spejde den franske mester i disciplinen, Alexys Brunel, som endte på dagens andenplads, vidste den unge dansker, at han var på vej imod en vindertid.

”Jeg havde ikke nogen mellemtider derude, så jeg vidste ikke rigtig hvor godt det gik. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde sindssygt gode ben. Da jeg så overhalede den franske mester, vidste jeg, at det ville blive en god tid, og jeg kunne så tillade mig at juble til sidst.”

Mathias Norsgaards store udvikling igennem 2018-sæsonen har været et stort tema i den unge danskers gennembrud på den internationale scene, og dagens præstation sammenlignet med sidste års identiske rute, vidner endnu engang om det forhøjede niveau. Norsgaard skar hele 1’25’’ af sin egen vindertid i 2017.

”Jeg kørte meget stærkere i dag, end jeg gjorde sidste år. Dengang var det min bedste enkeltstart til dato, men jeg er bare blevet bedre. Jeg kan se på Strava, at det eneste sted, jeg kørte langsommere, var op imod målstregen, for der vidste jeg, at jeg havde vundet. Ellers har jeg bare kørt stærkere over hele ruten.”

”Det er altid specielt at gå på ferie med en sejr i bagagen; det kunne jeg også mærke sidste år. Man er ikke bedre end sit sidste løb og vinder man lige inden off-sæsonen, går man rundt med selvtillid i kroppen henover vinteren. Så det var en helt perfekt afslutning for i år, og jeg er meget motiveret til næste sæson”, afslutter Mathias Norsgaard.

Få nyhederne først

LÆS ALT OM RYTTERNE

15 stærke cykelryttere udgør tilsammen RIWAL CERAMICSPEED CYCLING TEAM. Her får du fakta om dem alle sammen - samtidig med at de med deres egne ord fortæller, hvorfor de har valgt verdens hårdeste idrætsgren som netop deres passion....

Læs merekeyboard_arrow_right

Løbskalender

Kom tættere på holdet

#RIWALCERAMICSPEEDCYCLINGTEAM

Følg os på Instagram