Passion Udvikling Fællesskab

Endnu et heldagsudbrud med Riwal - CeramicSpeed repræsenteret på 3. etape i Danmark Rundt

For tredje dag i træk fik Riwal – CeramicSpeed Cycling Team en mand med i dagens morgenudbrud på de 178 km fra Næstved til Vordingborg på PostNord Danmark Rundts 3. etape.

Tobias Mørch stak som den første afsted i samme sekund som løbet blev givet i gang, og fik følgeskab af fire andre ryttere. Etapeprofilen havde dog massespurt stående over sig, og feltet havde tingene under kontrol, på trods af nogle angreb i sidevinden fra nogle af de ryttere i klassementet, som skal bruge mere tid inden morgendagens enkeltstart.

Udbruddet blev hentet af et samlet felt med få kilometer til stregen, og med udsigten til point i fighterkonkurrencen, blev der angrebet i fronten af cykelløbet. Fightertitlen og det røde rygnummer gik til Novo Nordisk-rytteren Charles Planet, men Tobias fik skrabet 8 point sammen, hvilket gør ham til føreren af den samlede konkurrence med i alt 20 point, 8 point foran Charles og holdkammerat Chris Anker Sørensen.

”Det var rigtig godt, at Tobias sad derude hele dagen igen. Imponerende at han stadig har energien til at køre med i morgenudbruddene”, udtalte sportsdirektør Michael Blaudzun om den 21-årige rytter. ”Han blev udtaget tre dage før starten af årets Danmark Rundt. En af grundene til at han kom med var at køre offensivt, og det må man sige, at han har gjort. Det er flot at ramme udbruddene to dage ud af tre, hvilket bevidner om stor styrke og skarphed.”

Løbet blev samlet til den forventede massespurt, og med Andreas Stokbros flotte sjetteplads fra 1. etape, skulle det unge talent igen forsøge sig i den hurtige afslutning. En svær positionskamp trak dog feltet ud, og Stokbro havnede for langt nede til at køre med om de sjove pladser.

”Vi havde forventet mere i dag. Slagplanen var, at vi gerne ville hjem og spurte med Stokbro,” fortæller Michael Blaudzun. ”Spurten går så ikke helt som den skal. Det var en hektisk finale, og han mister nogle af de hjul han skal ha’, og så går det hurtigt. Vi havde håbet, at han kunne blande sig i toppen, for han har niveauet til at køre med i her spurter. Så vi får ikke det ud af det, som vi gerne vil i dag; det må vi erkende.”

I morgen gælder det løbets enkeltstart i Nykøbing Falster, hvor et andet af holdets unge talenter skal forsøge at levere et topresultat, nemlig U23 danmarksmesteren i disciplinen, Mathias Norsgaard.

Få nyhederne først

LÆS ALT OM RYTTERNE

15 stærke cykelryttere udgør tilsammen RIWAL CERAMICSPEED CYCLING TEAM. Her får du fakta om dem alle sammen - samtidig med at de med deres egne ord fortæller, hvorfor de har valgt verdens hårdeste idrætsgren som netop deres passion....

Læs merekeyboard_arrow_right

Løbskalender

Kom tættere på holdet

#RIWALREADYNEZCYCLINGTEAM

Følg os på Instagram