Passion Udvikling Fællesskab

Blaudzun før DM linjeløb: Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne gøre det igen

I morgen er dagen, som mange danske cykelryttere har set frem til: DM i linjeløb og kampen om at køre i de danske farver i et år.

Sidste år i Grindsted endte som en stor dag for Riwal - CeramicSpeed Cycling Team, der sluttede med to mand i top 6. Nicolai Brøchner kørte på imponerende vis sig til en sølvmedalje, kun slået af Trek-rytteren Mads Pedersen.

Trods Brøchners videre færd til det amerikanske Holowesko-hold, råder Riwal-CeramicSpeed stadig over sidste års nr. 6, Andreas Stokbro, og sportschef Michael Blaudzun, håber og tror på at køre et ligeså flot løb som i fjor.

”Vi har jo lidt at skyde efter fra sidste år, hvor vi kørte et fantastisk DM. Den måde vi kørte sidste år var helt efter bogen. Det var en flot dag, og det vil vi prøve at skyde efter igen. Målet er at gå efter podiet; det gjorde vi sidste år, og det lykkedes. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne gøre det igen. Det kræver absolut disciplin og ikke mindst holdånd, og jeg mener, at vi kan bidrage til et rigtig spændende cykelløb, og kan sidde med nogle folk i finalen, alt efter hvem der har dagen”, vurderer manden i bilens førersæde Michael Blaudzun.

I modsætningen til UCI-løb er der ingen begrænsninger på, hvor mange ryttere holdene må have til start, og Riwal - CeramicSpeed Cycling Team stiller op med et næsten fuldt mandskab, kun manglende Stefan Djurhuus, som stadig døjer med en knæskade fra foråret.

”Vi har 14 mand til start, som er i rigtig god form. Det er klart, jo flere folk man har til start, jo nemmere er det at spille nogle kort ud; men fordi man er 14 mand, betyder det ikke nødvendigvis, at tingene vil gå ens vej. Det skal vi ud og arbejde for. Det var det vi gjorde sidste år, og det er det vi skal igen i morgen. Det bliver hårdt arbejde, men vi håber på at få noget med hjem hernedefra”, fortæller Blaudzun.

Ruten i årets DM linjeløb foregår i det sydlige Danmark på Lolland-Falster, hvor hårde stigningsprocenter ikke bliver noget rytterne kommer til at bekymre sig om på de 220 flade km fra Stubbekøbing til Nysted.

”Det bliver en forholdsvis flad dag. Hernede er der ikke mange bjerge. De lover heller ikke så meget vind, så det kan godt gå hen og blive et meget taktisk løb i morgen. Alt andet lige, så er 220 km et langt løb. Det er dem der er i form, som sidder i finalen i morgen”, lyder det fra Michael Blaudzun.

Elite herrernes DM i linjeløb kan følges i morgen fra kl. 11:20 på TV2 SPORT.

Få nyhederne først

LÆS ALT OM RYTTERNE

15 stærke cykelryttere udgør tilsammen RIWAL CERAMICSPEED CYCLING TEAM. Her får du fakta om dem alle sammen - samtidig med at de med deres egne ord fortæller, hvorfor de har valgt verdens hårdeste idrætsgren som netop deres passion....

Læs merekeyboard_arrow_right

Løbskalender

UCI 1.1
23/09 Gooikse Pijl
UCI 1.1
14/10 Chrono des natons

Kom tættere på holdet

#RIWALCERAMICSPEEDCYCLINGTEAM

Følg os på Instagram